Hvad er SmækDown?

Smækdown er en dansk freestyle rap-battle konkurrence, der har til formål at finde den bedste freestyle rapper i Danmark! Dette afgøres via en double elimination turnering, efter 8 rappere er fundet igennem auditions i Jylland og København.

Turneringsformat

Double elimination formatet er nyt på den danske freestyle rap scene, vi tillader os at overforklare det en smule til dem der ikke er stødt på det før.

Som navnet *double elimination* antyder skal rapperen tabe 2 gange for at blive elimineret fra turneringen.
Se det som om at Smækdown består af følgende:
2 turneringer og 1 Grand finale. 

Alle starter i turnering 1, den kalder vi “Upper Bracket”. Dette er en klassisk 8 personers turnering. I takt med at rapperne taber, bliver de smækket ned i turnering 2, den kalder vi “Lower Bracket”. Taber man en battle i Lower Bracket er man ude af turneringen. 

Vinderen af Upper Bracket møder vinderen af Lower Bracket i en Grand Finale. Vinderen af Grand Finale er vinderen af Smækdown, og kan kalde sig landets bedste freestyle rapper. 

Upper Bracket og Grand Finale består af klassiske rap battles med 2 emnerunder af 1 minutter hver til begge rappere, og en 4-4 runde, hvor rapperne skiftes til at rappe 4 linjer hver i 2 minutter uden emne.

Lower bracket

Lower Bracket bliver udelukkende afgjort af publikum. Altså kan publikum sende en rapper hele vejen til Grand Finale.

Lower Bracket består af koncept battles. De forskellige koncepter bliver præsenteret for første gang for rapperne på scenen.

De 8 rappere vælger selv det første beat de skal rappe på i turneringen. Beatet er valgt af rapperen på forhånd.

Hvordan dømmes der?

Vi opfordrer altid vores dommere til følgende:

  • Fokusere på indhold, rim, musikalitet, emnebehandling og publikumstække.

  • Vurdere hver battle individuelt, og ikke lade sig påvirke af tidligere meritter.

  • Holde sig politisk neutrale i deres kendelser.